Lidt om racen

Lhasa Apsoen stammer som navnet antyder fra Tibet. Den bliver ofte omtalt som den tibetanske løvehund, på grund af det løveagtige udseende.

Nyttedyr
Oprindeligt blev Lhasa Apsoerne brugt som nyttedyr og selskabshunde i de tibetanske templer. Trods den ubetyde-lige størrelse, tjente de blandt andet som vagthunde i templerne.

Vagthunde
I templerne gjorde Lhasa Apsoerne nytte som alarmklokker, i og med at de gav lyd fra sig hvis nogen nærmede sig. De har beholdt dette kendetegn i stor stil. De bjæffer eller gør når de hører nogen komme eller en mystisk lyd. Nyttigt som det er, kan det dog godt være irriterende da de kan gøre os mennesker frygteligt nervøse over, hvad det dog er de kan høre. Stædige som de er skal de altid have det sidste bjæf, så skældud er til tider nytteløs. Men med vedholdenhed kan deres gøen dog begrænses.

Menneskekendere
Lhasa Apsoerne var gode til at udpege ven fra fremmed. De har beholdt evnen som menneskekendere. De er meget reserverede over for fremmede, så hvem som helst kan ikke bare klappe dem som de vil. De undviger og vender dem ryggen. Lhasaer er sjældent aggressive over for mennesker, men man skal selvfølgelig huske på at en lille hund føler sig mere truet end en stor hund. Derfor skal man nærme sig forsigtigt for ikke at gøre dem utrygge, og man skal respektere hvis de ikke vil klappes.

Rottefængere
Endelig var Lhasaerne gode til at holde rottebestanden nede i templerne. De har stadig jagtinstinktet i sig, og kan godt fange mus hvis muligheden byder sig. De elsker også at skræmme fugle og katte på flugt.

Selskabshunde
Lhasa Apsoer er udpræget selskabshunde. De fleste Lhasaer er meget kælne og opmærksomhedsøgende. De er ofte legesyge, og de holder meget af at gå ture, hvor de udforsker den store verden og nok skal sørge for at gøre opmærksom på sig selv. De kan godt lide at løbe frit omkring i haver og parker; de holder sig dog tæt på sine mennesker for en sikkerheds skyld. De små hunde kan løbe hurtigere end man først skulle tro, så en tur i parken er en god måde at køre dem trætte på. De er meget kælne, men den varme pels gør ofte at de får det for varmt. Men de kortpelsede Lhasaer er nogle rigtige puttedyr.

Udstillingshunde
Det, at de elsker at være på, gør også at de fleste har et pragtfuldt udstillingstemparament. Når de er i ringen og publikum klapper er de slet ikke i tvivl om hvor dejlige de er. De elsker at vise sig frem, og de nyder oftest den udelte opmærksomhed de får, når vi er afsted, og er ikke mindst nemme at transportere og have med på hotel.

Temperament
Hvis man giver sig tid, kan man lære Lhasaer en del kunster, f.eks. at sætte sig, lægge sig, aflevere bolde, osv. Det skal dog huskes at de har et meget selvstændigt temparament.Så hvis de ikke føler de får noget ud af at lave kunster, såsom ros eller godbidder, kan man lige så godt opgive. Det selvstændige temperament kan godt være irriterende f.eks. når de på en udstilling nægter at gå pænt. Men det fører oftest grin med sig. De tilgiver nemlig ikke deres menneskers fejl så nemt. Min mand rejser meget og når han kommer hjem kan hundene godt finde på at give ham den kolde skulder. Han skal jo ikke tro, at han kan komme og gå som det passer ham.

Uvaner
Lhasa Apsoers behov for menneskelig kontakt kan også være et problem. Hvis man er væk i lang tid af gangen (f.eks. på arbejde) kan de godt af ren kedsomhed finde på at lave ulykker, såsom at tisse og gnave i løse genstande - ja endda også møbler og gulvtæpper. Så det er en god ide at fjerne sko, fjernbetjeninger, med mere når man går hjemmefra, specielt når man har hvalpe. Det er dog muligt at vænne dem fra det ved at skælde dem ud hver gang man fanger dem i det. Og den bedste måde at straffe dem på er oftest at ignorere dem i et stykke tid. Det er dog som med de fleste andre hunderacer så godt som umuligt at vænne dem fra at stjæle mad og slik. Man lærer at fjerne det fra deres rækkevidde inden man går, når man f.eks. har haft glemt en hel pose lakridspoletter eller kanelgifler på sofabordet. Og de bliver ikke klogere på det punkt selvom de bliver syge af det.

Flere Lhasaer?
Jeg kan godt anbefale folk at have to eller flere Lhasaer. Selvom enehunden nyder dens menneskers udelte opmærksomhed, kan de dog godt kede sig, specielt hvis menneskerne har for travlt til at lege med dem så meget som de burde. To eller flere hunde kan dog få timer til at gå med at lege tagfat og ruske hinanden i pelsen. Dette er utroligt underholdende at se på. Når man har flere hunde skal man dog også være forberedt på alvorligere slåskampe hundene imellem. Disse virker meget voldsomme på mennesker. De hyler og skriger, men det lyder som regel værre end det er. Slåskampe ender sjældent med blodsudgydelser da pelsen tager fra for det værste. Men hvis ingen af hundene vil overgive sig kan det dog være nødvendigt at gribe ind.Man kan prøve at hive fat i dem og prøve at skille dem ad. Det kan dog være svært at få fat uden at blive bidt selv, og man skal også passe på med at hive i dem da de kan få rygskader. Et godt tip er at have en sprayflaske med lidt lagereddike opløst i rent vand ved hånden. Hvis man sprøjter dem i munden giver de som regel slip på grund af den grimme smag, og de tager ikke skade af det. Alternativt kan rent vand bruges. De værste kombinationer at have samtidig, er flere dominerende hunde af samme køn. Det bedste er faktisk hunde af modsat køn, dette er selvfølgelig et problem i forbindelse med løbetid.

Hvem passer en Lhasa Apso til?
Lhasa Apsoer egner sig faktisk godt til at bo i lejlighed. Der kan de lege indendørs og de kan sagtens vænnes til at blive luftet tre gange om dagen. De er gode familiehunde, jeg anbefaler dog småbørnsfamilier til at vente til børnene er store nok til at forstå at man skal respektere at hunden vil være i fred. Man skal også have tid til at have en Lhasa Apso. Hunden er tidskrævende, både fordi den vil have opmærksomhed, men også fordi det er en tidskrævende process at holde pelsen pæn.

 

Seneste kommentarer

03.05 | 08:29

Min veninde Gitte har en han tilbage. Ring eller sms på 5337 2510

03.05 | 08:23

Kære

Ville høre om i har nogle han hvalpe tilsalg

01.04 | 07:02

Vi fik Siggi for et halv andet år siden og han er utrolig sød og en særdeles klog Lhasa Apso. Kan varmt anbefale denne livlige selektive hunderace.

26.07 | 17:43

Jeg planlægger som skrevet at parre i nærmeste fremtid og regner med at skrive til alle der har udvist interesse. Og eller kan man følge med her på siden.

Del siden